Med den ny regering kom et nyt og overraskende aspekt ind i debatten om kirkens holdning til homoseksuelle par. Regeringen ønskede ikke blot en sidestilling af partnerskab og ægteskab, men ønskede en lovændring, sådan at ægteskab fremover forstås kønsneutralt. Ligestillingsminister Manu Sareen vil generøst overlade til Folkekirken selv at udarbejde ritualer, men på et punkt er han ubøjelig. Der skal i de ritualer, kirken bruger, bruges ordet ægteskab, hvad enten det handler om to af samme køn eller et af hvert køn.

Der er tungtvejende indvendinger mod denne sproglige nyskabelse. Det er ikke kortlagt, hvad en kønsneutral ægteskabsforståelse betyder for børns og voksnes identitet.  Der er uenighed i kirken om, hvorvidt en nydefinering af ægteskabet overhovedet kan rummes inden for Folkekirkens læremæssige grundlag, eller om folketinget bryder Grundloven ved at tvinge en ny forståelse af ægteskabet ind i ritualerne.  En helt række følsomme love med juridiske konsekvenser for børn og arv m.v. skal sandsynligvis ændres som følge af loven. Disse argumenter preller fuldstændigt af på ligestillingsministeren. Tilsyneladende er der kun én ting, der betyder noget for ham, nemlig at der er et flertal for lovforslaget.

Der kunne være gode grunde til, at folketinget i så følsomme spørgsmål: forholdet til grundloven, forholdet mellem stat og kirke, forståelse af ægteskab og familie – ikke haster en lov igennem, som har uoverskuelige konsekvenser for folkekirkens fremtid.  Men det bevæger fortsat ikke ministeren. Han har jo sit flertal bag sig.

Hvis lovforslaget vedtages, spilles bolden over til Folkekirken og ikke mindst dens biskopper.  De er tvunget til at forholde sig til en ny problemstilling, som kun perifert har været debatteret, nemlig den kønsneutrale definition af ægteskabet.  Derudover skal biskopperne forholde sig til, at bispekollegiet er uenigt, at en markant gruppe præster, menighedsrådsmedlemmer, kirkelige ansatte og almindelige kirkegængere ikke ønsker et autoriseret ritual med den ægteskabsforståelse.  Man skal forholde sig til, at man aldrig før har anbefalet et ritual autoriseret, hvis ikke der var enighed om det i bispekollegiet.  Endelig skal bispekollegiet forholde sig til en ret så uhørt meddelelse fra tre biskopper, at de vil medvirke ved udformning af et nyt ritual, ikke fordi de teologisk er enige i den ægteskabsforståelse, det reflekterer, men fordi de er embedsmænd under ligestillingsministeren.

De foreløbige signaler tyder på, at bispeflertallet har tænkt sig at gentage folketingets og regeringens fejl. Nemlig at vægte et formelt folkekirkeligt flertal, blæse højt og flot på alle de tungtvejende indvendinger og så majorisere et ritual igennem uden høringsfase og prøveperiode.  Alt sammen, fordi man formelt har magten til at kunne gøre det.  At et folketingsflertal kan begå en så fundamental fejl, kan måske undskyldes med, at mange folketingsmedlemmer ikke er særlig fortrolige med Folkekirken indefra.  Men at Folkekirkens egen ledelse ikke er mere villig til at kæmpe for at holde sammen på den folkekirkelige ordning eller lytte til græsrødderne, er der for mig at se ikke rigtig nogen undskyldning for.  I al fald er det en usædvanlig dårlig undskyldning, at man i den sag handler som loyale embedsmænd m/k og ikke som biskopper. Bispeflertallet skal i det mindste ikke blive overraskede, hvis deres præster og menigheder fremover forholder sig til dem som embedsmænd og ikke som åndelige tilsynsmænd.

Jeg vil stadig lidenskabeligt heppe på det danske landshold, når de løber på banen og skal kæmpe mod broderlandet i nord. Men jeg erkender, at når det gælder teologisk uddannelse på universitetsniveau, så er Norge et foregangsland og Danmark et uland.

Det er ikke mange måneder siden, at Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet fik nogle store overskrifter frem i Kristeligt Dagblad. Vi var efter sigende lukningstruede, fordi vi ikke i længden kunne videreføre vores akkrediteringsaftale med University of Wales. Vi dementerede dengang, men KD var usædvanlig insisterende og fandt forskellige ”eksperter”, som mente, at det ville blive særdeles svært at finde nye samarbejdspartnere, og at det kunne tage årevis (KD 18.07.2011).

Sandheden er, at Dansk Bibel-Institut havde flere muligheder. Indtil videre har det danske akkrediteringsråd (ACE) ikke lovhjemmel til at akkreditere private universiteter. Vi måtte derfor fortsat til udlandet. Vi kunne finde en ny britisk samarbejdspartner og dermed videreføre den bacheloruddannelse, vi siden 2007 har haft gode erfaringer med. Men en britisk løsning er både dyr og administrativt besværlig. I stedet fandt vi en samarbejdspartner i et konfessionelt privat universitet i Norge, der er akkrediteret og kvalitetssikret af det statslige akkrediteringsorgan i Norge, NOKUT.  Via den norske institutions fremtidige danske afdeling på Dansk Bibel-Institut har vi ikke blot ”overlevet,” men vi har udbygget vores institution og forbedret vores uddannelse.

Dette betyder for det første, at vi gennem vores samarbejdspartner med et velfungerende og erfarent norsk kvalitetssikringsorgan i ryggen kan tilbyde en bacheloruddannelse i teologi, som skal anerkendes og bliver anerkendt som en ligeværdig teologisk bachelorgrad det danske uddannelsessystem. Det kan man få bekræftet ved at henvende sig til det organ i Videnskabsministeriet, der hedder Styrelsen for universiteter og internationalisering (ui.dk). De har blandt andet til opgave at sikre, at Danmark lever op til de internationale krav om fri bevægelighed og samarbejde mellem universiteter på tværs af landegrænser. Dansk Bibel-Institut har på sin vej til anerkendelse på universitetsniveau samarbejdet både med Misjonshøgskolen i Stavanger og University of Wales. Studenter med en norsk eller britisk grad fra de to institutioner er blevet optaget på kandidatstudiet i teologi i København og Århus, mastergrader på Afrikastudier, kommunikation på Aalborg Universitet, Copenhagen Bussiness School m.fl. Enkelte steder, blandt andet på Det Teologiske Fakultet i København, har fakulteterne stillet suppleringskrav inden optagelse på kandidatstudiet, men det har haft noget at gøre med, at vi har prioriteret lidt andre fag og pensa end den nuværende studieordning i teologi i Danmark. Men kvaliteten af de fag, studenterne har taget, er der ingen steder blevet stillet spørgsmålstegn ved, når det kom til en konkret vurdering.

Ved at blive akkrediteret af Norges officielle akkrediteringsorgan, NOKUT, underlægger vi os samme internationale akademiske standarder og samme krav om at levere forskningsbaseret undervisning som andre universiteter i Danmark og Europa. Den norske institutions lærerstab ansættes i henhold til samme ansættelseskrav som ved de offentlige universiteter og bruger 30-40 % af deres arbejdstid på forskning og på at producere videnskabelige artikler til forskningstidsskrifter. Den danske akademiske lærerstab består pt. af otte lærere. Over halvdelen har teologiske grader fra de to teologiske fakulteter i Danmark, resten fra udlandet. Sammen med Fjellhaug International University Colleges lærerstab i Norge mere end fordobler vi vores forskningskapacitet, og det styrker dermed den akademiske standard.

I sin kommentar til nyheden om Dansk Bibel-Instituts nye samarbejdspartner (KD 15.2.2012) er det ikke svært at få øje på frustrationen hos monopolets talsmand, studieleder på Det Teologiske Fakultet i København, Jesper Tang Nielsen. Men det billede, han tegner af vores lærerstab og studenter, er så misvisende, at vi bliver nødt til at præcisere nogle ting.

1)     At have et profileret konfessionelt udgangspunkt er ikke at isolere sig. Tværtimod. Vores lærerstab er uddannet og har viderekvalificeret sig med teologiske grader primært ved sekulære teologiske uddannelsessteder, deriblandt Det Teologiske Fakultet i København, og de står i fortløbende forskningsdialog med kollegaer i ind- og udland. Vores nye samarbejde vil give os internationale samarbejdspartnere over hele verden.

2)     Dansk Bibel-Institut har et konfessionelt udgangspunkt. Det havde Det Teologiske Fakultet i København også indtil 1924.  Det samme har de fleste offentlige eller private teologiske uddannelsessteder rundt om i verden – også mange af dem, Det Teologiske Fakultet i København samarbejder med. De fleste andre steder i verden kan man nemlig godt forene videnskabelighed og forskningsfrihed med et konfessionelt trosgrundlag. Indtil 2004 anerkendte Det Teologiske Fakultet i København også sådanne institutioners videnskabelighed, blandt andet når de skulle afgive høringssvar til SU-styrelsen, om hvorvidt en cand.theol. grad ved et katolsk universitet var på niveau med en tilsvarende dansk og dermed SU-berettiget.

3)     Når Jesper Tang Nielsen udtaler, at der jo er en grund til, at studenter ved Dansk Bibel-Institut ikke får SU, så har han jo ret! Grunden er nemlig, at Det Teologiske Fakultet i København i et høringssvar i 2004 foranledige SU-styrelsen til at indlede en ny praksis, hvorefter universitetsuddannelser med en trosbasis ikke længere var SU-berettigede. ”Tilfældigvis” ændrede Det Teologiske Fakultet sit høringssvar lige netop i de år, hvor to private konfessionelle universiteter, DBI og MF, fik deres gennembrud i Danmark. Den nye praksis rammer i øvrigt også danske studenter, der vil tage SU med til det teologiske statsfakultet i Norge, vil tage en master i matematik ved et privat universitet i USA, en faglig sygeplejeuddannelse på en diakonal institution i Norge mv..

4)     Vores hovedspor på Dansk Bibel-Institut vil fortsat være en klassisk teologisk bachelor med solid indføring i de tre hovedsprog, græsk, latin og hebræisk og en faglig profil, hvor vi ikke blot gør studenterne fortrolig med en luthersk tilgang til Bibelen og troslæren, men også giver en bred indføring i forskellige teologiske tilgange. De studenter, som er gået videre på den teologiske kandidatuddannelse, har – i modsætning til Jesper Tang Nielsens udsagn – ikke haft svært ved at klare sig i undervisningen eller til eksamen. De har måske stillet kritiske spørgsmål til den religionskritiske tilgang, fagene ofte har på Det Teologiske Fakultet. Men burde der ikke på Det Teologiske Fakultet være plads til kritiske spørgsmål til den kritiske tilgang og dens forudsætninger?

5)     Vi vægter i vores uddannelse også at integrere praktiske, missionale og kateketiske fag i uddannelsen og studieordningen. Det er der ikke tradition for i Danmark på samme måde, men der er stor efterspørgsel efter det i det kirkelige landskab lige fra biskopper til menighedsrådsmedlemmer. Vores nye samarbejdspartner er tilknyttet ét af Europas største missionsselskaber, Norsk Luthersk Missionssamband, som er engageret i de unge og voksende lutherske kirker i store dele af verden. Det udfordrer det provinsielle og indadvendte præg, der er over den teologiske tradition i Danmark, og som også let smitter af på os på DBI.  Det er ikke den liberale kritiske modeteologi, der kan vende kristendommens tilbagetog i den vestlige verden eller fylde tomme kirker. Men i skæringspunktet mellem god solid teologi og levende, praktisk mission ligger kimen til en genkristning af det sekulariserede Nordeuropa. Derfor har vi store forventninger til vores nye samarbejde.

• Angående ændringsforslaget til lov om ægteskabs indgåelse:
  Vi gør opmærksom på at dette lovforslag ikke alene giver to personer af samme køn ret til at kalde sig ægtefæller, men ændrer alle ægteskabers karakter, ved at gøre ægteskabet principielt kønsneutralt. Indtil nu har man i daglig tale og i juridisk sammenhæng sondret mellem et partnerskab, som er et kønsneutralt ord, og et ægteskab, som er et personligt, socialt og seksuelt fællesskab mellem en mand og en kvinde. Fremover skal ordet ægteskab have samme kønsneutrale betydning, som partnerskab har i dag uanset om ægteskabet indgås i folkekirken, i et andet trossamfund eller på rådhuset. Det er en ret unik situation, at folketinget gennem et par lovforslag vil ændre et ords betydning så fundamentalt. Ordet ægteskab er sammen med ord som far og mor, søn og datter centrale identitetsmarkører i privatsfæren og har været en fundamental byggesten i det personlige og sociale fællesskab i vores samfund i årtusinder. Normalt er det kun i totalitære stater, at den lovgivende magt blander sig så fundamentalt i privatsfæren, og vi kan ikke kraftigt nok advare mod, at det sker i denne sag.
  Denne bagvedliggende omdefinering af ægteskabsbegrebet har fyldt meget lidt i den offentlige debat. For os at se, har danskerne i almindelighed derfor ikke haft mulighed for at forholde sig til, om det er en udvikling, de ønsker. Vi ønsker at gøre opmærksom på:
  *  Ægteskabet mellem mand og kvinde er universelt og kendt i alle kendte kulturer til alle tider – om end ikke enerådende – og er den biologisk naturlige. Kun mand og kvinde kan få børn på naturlig vis.
  *  Det maskuline og det feminine er ikke blot sociale konstruktioner, men en biologisk virkelighed. Børn har brug for begge dele. Vi har allerede nu en lovgivning, som gør det muligt at frembringe børn med den intention, at de ikke skal have både en far og en mor. Indførelsen af det kønsneutrale ægteskab vil formentlig skubbe yderligere til den udvikling, så flere børn vokser op uden både mor og far, og ikke mindst at flere og flere børn ikke har mulighed for at kende eller opsøge deres biologiske forældre.
  * Verdenserklæringen om Menneskerettigheder anerkender familien som samfundets byggesten (Artikel 16), idet bla. her siges: Mænd og kvinder i giftefærdig alder har ret til at gifte sig og til at stifte familie, i samsvar med de nationale love, som regulerer udøvelsen af denne rettighed” og ”Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse”. Det er familien, der er forudsætningen for samfundet og ikke omvendt. Det ser ud til, at der i den nye ægteskabslov byttes om på dette forhold, så man betragter familien som et produkt af samfundet. Hvis dette er tilfældet overskrider staten sit mandat og gør sig til familiens forudsætning i stedet for at se familien som samfundets byggesten.
  Det forekommer bekymrende, at denne gennemgribende ændring af ægteskabsbegrebet søges gennemført stort set alene på grundlag af overvejelser om ligestilling uden sædvanlig
  forudgående udvalgsbehandling med stillingtagen til de meget væsentlige konsekvenser, som dette kan få.

Angående ændringsforslaget til lov om kirker brug:
Dette lovforslag præsenteres som et forsøg på at imødekomme både de grupper i Folkekirken, som er tilhængere af et ritual til velsignelse og vielse af homoseksuelle par, og de grupper, som af teologiske grunde er imod. Men i praksis er der tale om et angreb på den traditionelle kristne forståelse af ægteskabet og et dybt indgreb i Folkekirkens indre anliggender.
1) Lovforslaget har på forhånd fastlagt, at ordet ægteskab ved et kommende ritual skal bruges i den kønsneutrale betydning. Det vil løftet fra minister og biskopper om to forskellige ritualer ikke kunne ophæve. Et samfund og en kultur kan måske skifte holdning i forståelsen af ægteskab. Men en kristen kirke er bundet af den forståelse af ægteskab, som findes i dens normative skrifter, Bibelen og bekendelsen, og som har været helt entydigt i den kristne hovedstrøm i alle kirkesamfund i 2000 år.
2) Udkastet til lovforslag giver præster mulighed for at blive fritaget for at foretage vielser af personer af samme køn. Den præcisering er vi glade for. Men vi vil samtidig anføre, at vi ikke finder den tilstrækkelig af følgende grunde:
a. Dels mener vi, at lovforslaget kun sikrer præsternes samvittighedsfrihed, og ikke tager højde at en del kirkefunktionærer har alvorlige samvittighedsproblemer med at gøre tjeneste ved disse vielser. Derfor ønsker vi det forslag som fremgår af mindretalsudtalelse i rapporten ”Folkekirken og registreret partnerskab” (s 51-52) gennemført
b. Dels ønsker vi, bl.a. i lyset af ovenstående, indført en bestemmelse, som gør det muligt for sogne, hvor præster og menighedsråd er enige om det, at afvise at vielserne kan gennemføres i sognets kirker. På den måde kan man tage det lokale demokrati alvorligt og imødekomme de 128 (ud af 243) menighedsråd, som gennem deres høringssvar har markeret deres modstand mod et autoriseret ritual til velsignelse eller vielse af homoseksuelle par.
Den lovgivende magt skal ifølge grundloven understøtte den evangelisk-lutherske kirke. Vi kan ikke se andet, end at den lovgivende magt dermed også er forpligtet til at støtte det syn på ægteskabet, som siden reformationen har været en del af kirkens arvegods. De to lovindgreb vil ikke understøtte den evangelisk-lutherske kirke, men vil tværtimod cementere dens splittelse og gøre den permanent.

Med venlig hilsen
Peder Østergaard Jensen Landssekretær Evangelisk Luthersk Missionsforening
Børge Haahr Andersen   Rektor Dansk Bibel-institut
Jens Ole Christensen Generalsekretær Luthersk Mission
Robert Bladt Generalsekretær Kristeligt Forbund for Studerende

Vores navne er vigtige. De gør os til mennesker og skiller os ud fra en navnløs verden. Vores navn skiller os ud fra den anonyme mængde og gør os til individer. Jeg er ikke bare en forvokset knægt fra landet, en halvgammel præst, en ranglet fyr med skæg. Jeg er Børge, og selv om vi er mange halvgamle typer fra landet, som hedder det, så markerer mit navn, at jeg er unik. Jeg er mig og kun mig. På godt og ondt. Jeg er Børge. Mit navn er ved at uddø. Det findes ingen under fyrre med det navn. Konfirmander fniser, når jeg siger mit navn, og spørger, om jeg er opkaldt efter den kæmpebørge, man kan købe henne ved pølsevognen. Men jeg bærer med smil mit navn.

Det barn, Maria fødte, fik navnet Jesus. Der var ikke tvivl eller diskussion om det, for Guds sendebud fra Himlen havde navngivet ham allerede forud for undfangelsen. Mange jødiske drenge fik det navn, fordi det mindede dem om Guds egenskab, at han redder de hjælpeløse. Men Jesus er unik, for han er sit navn. Han er frelse og redning i den mest omfattende forstand af ordet, for han kan fjerne vores skyld, kan bære vores byrde, kan gøre vores krop og vores sjæl udødelige og evig og kan gøre hele verden ny.

Måske var 2011 det år, vi for alvor kvajede os i forhold til Gud og vores nærmeste. I Jesu navn kan du vaske tavlen ren og starte på en frisk, som var det hele ugjort.

Måske slæber du rundt på bekymringsbyrder, burde-byrder og alskens elendighed af fysiske eller psykisk art. I Jesu navn må du kaste det over på ham, for han har omsorg for dig. Du behøver ikke bære det gamle års byrder med dig.

Og så er der alvoren ved det nye år: hvad mon der venter eller truer bag næste hjørne? I Jesu navn må du tage hver ny dag som en gave fra ham, som er med dig alle dage.

Karl og Børge og alle jer andre. Vores navne er glemt om 100 år. Men Jesu navn er navnet over alle navne. Det er fra evighed til evighed. Og engang ved Jesu komme i herlighed skal han kalde de døde ud af graven, som han kaldte på Lazarus, og så skal vores navne alligevel huskes og leve for evigt. Selv Karl. Selv Børge. På grund af hans navn.

Godt nytår – i Jesu navn.

Børge

Den 23. november var en historisk dag. Det var den dag, hvor ordet ægtefælle blev omdefineret til at være et kønsneutralt ord. De grundlæggende byggesten i alle sociale og samfundsmæssige fællesskaber, ægteskab, forældreskab og kærnefamilie skal fremover forstås kønsneutralt. En mor og en medmor eller en far og en medfar har et stykke tid været sidestillet med to af de vigtigste ord i et barns liv, nemlig far og mor. Nu er turen kommet til ordet ægtefælle og ægteskab, og her skal folkekirkens ritualer cementere den sproglige nyskabelse. Hvilke skadevirkninger et sådant sprogligt overgreb mod vores biologiske og sociale grundstruktur vil afstedkomme, kan vi kun gisne om.

Det blev også en historisk dag i samspillet mellem Folketing og Folkekirke. Grundloven giver Folketinget mulighed for at blande sig også i indre kirkelige anliggender, men med enkelte pinlige undtagelser har Folketing og regering overladt beslutninger vedrørende teologi, forkyndelse og ritualer til Folkekirken selv. Der har været en kirkeminister, der har blandet sig i, hvilke salmer der skulle stå i salmebogen, før han ville anbefale den til autorisation. Et andet pudsigt eksempel er, da biskopperne i 1990 overlod en uenighed om ”blive” eller ”vorde” i Fadervor til den daværende kirkeminister. Men aldrig i hele Grundlovens historie har en kirkeminister blandet sig så direkte og eftertrykkelig i et så følsomt indre anliggende som denne gang. Han har besluttet, at et vielsesritual for et homoseksuelt par skal indeholde en erklæring om, at de nu er at regne for rette ægtefolk at være. I selve udformningen af et kommende ritual er Folkekirken og biskopperne tilsyneladende reducerede til samarbejdspartnere eller skrivende medarbejdere. Som det hedder på kirkeministeriets hjemmeside: Det nye vielsesritual vil blive udarbejdet i et tæt samarbejde med folkekirken, og biskopperne har tilkendegivet. I, at de vil indgå i dette arbejde. Ikke blot vil 90 mandater i Folketinget lovgive om, hvem Gud i Himlen har ret og pligt til at velsigne. Kirkeministeren vil tilsyneladende være aktiv i processen med at udforme, hvordan ordlyden i denne velsignelse skal være. Måske ikke i skriftlæsninger og bønner, men i at sikre, at formuleringerne og konklusionen (rette ægtefolk at være) bliver så kønspolitisk (eller ligestillingspolitisk) korrekt som muligt.

Alligevel tror jeg, at det største ansvar for denne uværdige beslutningsproces må placeres hos flertallet i bispekollegiet. I stedet for at gøre et teologisk arbejde ud fra kirkens grundbøger har bispeflertallet giftet sig med tidsånden og har med få års intervaller ajourført deres ægteskabssyn efter det, der for tiden er politisk korrekt. Det gør ondt at skulle sætte det på tryk, men jeg kan ikke se det andet, end at de har svigtet i forhold til det, der er det mest fundamentale i deres kald: at fastholde sig selv og menighederne i troskab mod kirkens grundlag.

Lokalmenigheder må derfor fremover finde deres ben at stå på uafhængigt af den kirkelige ledelse og de ritualer, der måtte blive autoriserede. Heldigvis er Folkekirken opbygget af sogne med stor lokal selvstændighed. Intet nyt ritual og ingen ny salmebog kan indføres, hvis ikke det lokale menighedsråd sammen med præsten godkender det. Lokale folkekirker har stadig mulighed for at forvalte kirkens klassiske ægteskabsforståelse og dermed være det værn om ægteskab og familieliv, som den kristne kirke historisk har været i 2000 år, og som den fortsat er det i de store og voksende kristne kirkesamfund i resten af verden.

Replik sendt til Kristeligt Dagblad d. 20.10-2011 

Kresten Drejergaard  har givet en bemærkelsesværdig fortolkning af hans og de øvrige biskopper fællesudtalelse i 1997. Dengang hed det: Biskopperne fastholder ægteskabet som Guds gode ordning for livsfællesskabet mellem mand og kvinde som ramme om familiens liv og børnenes opvækst. Vi fastholder synet på ægteskabet, som det kommer til udtryk i de bibelske skrifter og i vor kirkelige tradition. Han skriver i KD d. 20.oktober 2011: Men den fortolkning forpligter ikke andre end mig selv og min kone. Der er andre, der vil fortolke deres samliv på en anden måde.

Med andre ord. Biskoppen erkender, at Bibelen indeholder et syn på ægteskabet, og både han og konen har valgt at forpligte sig under det. Men det bibelske syn er ikke på nogen måde forpligtende for en kristen kirke, og den enkelte er fri til at fortolke sit samliv på en anden måde. Senere siger han: Jeg er helt indforstået med det lutherske ”Skriften alene” som norm for folkekirkens forkyndelse. Alligevel har han få linjer tidligere lodret gjort op med princippet Skriften alene, når det gælder kirkens forkyndelse om ægteskabet.

Samtidig fortegner han min position til ukendelighed ved at påstå, at jeg vil gøre ”Skriften alene” på fundamentalistisk vis til norm for Folketingets lovgivning. Det er jo noget helt andet, sagen drejer sig om. Folkekirken er ifølge Grundloven en evangelisk luthersk kirke, og som sådan understøttes den af staten. Det betyder, at Folketinget, når den involverer sig i lovgivning med konsekvenser for den evangelisk-lutherske kirke, ikke blot skal orientere sig ud fra modernitet og folkestemning, men lovgive ud fra, hvad der gavner kirken som evangelisk-luthersk kirke. Hvorvidt et religiøst pluralistisk folketing med en minister, der løber rundt med en udmeldelse i lommen, er klædt på til denne opgave, er jo et godt spørgsmål. Ikke desto mindre er det ifølge Grundloven Folketingets opgave i den aktuelle sag.

Det er godt nok et mærkeligt indlæg, de to biskopper Drejergaard og Holm har i Kristeligt Dagblad d. 11. oktober:

De to (eneste?) biskopper, der taler for kønsneutralt ægteskab, beder nu folketinget om at handle hen over hovedet på alle deres kolleger og resten af kirken og indføre det.

Da deres projekt er så knaldhamrende politisk korrekt, har de en vis mulighed for succes, men har statskirkeligheden virkelig ingen grænser?

Det næste spørgsmål, man må stille de to biskopper, er, hvor kontinuiteten er i forhold til, hvad de tidligere har udtalt. Drejergaard og Holm var medunderskrivere af fællesudtalelsen fra bispekollegiet i 1997, hvor det bl.a. hed: Biskopperne fastholder ægteskabet som Guds gode ordning for livsfællesskabet mellem mand og kvinde og som ramme om familiens liv og børnenes opvækst. Vi fastholder synet på ægteskabet, som det kommer til udtryk i de bibelske skrifter og i vor kirkelige tradition.. Det registrerede partnerskab henter ikke sin begrundelse eller identitet i ægteskabet.  Nu siger de (KD, d.11.10.2011): Hvordan man end vender og drejer det, så er det at stikke blår i øjnene både på sig selv og andre, hvis man vil argumentere for, at der er forskel på ægteskab og partnerskab… Det kan godt være, at der her teologisk set er tale om en afstumpet opfattelse af kærligheden, som mere hører hjemme i moderniteten end i den bibelske verden, men det er nu engang den folkelige opfattelse af kærligheden i dag

Den tredje af de længst siddende biskopper, Karsten Nissen, har også et problem i forhold til, hvad han tidligere har sagt. Han understregede igen og igen forud for bispevalgkampen i 1995, at kirken ikke havde mandat til at velsigne et homoseksuelt par, og direkte adspurgt lovede han, at han ville fastholde det synspunkt, når han blev biskop.. I 2011 (KD d. 8. oktober 2011) opsummerer han forskelligheden i Folkekirken på følgende måde: Den ene side finder, at evangeliet modsiger en velsignelseshandling, medens den anden side betragter en sådan velsignelseshandling som en konsekvens af evangeliet og placerer vel at mærke sig selv som varm fortaler for en sådan velsignelseshandling. Før der gik politik i det udtryk, ville man kalde sådan noget et løftebrud. I modsætningen til sine to kollegaer ønsker han dog (indtil videre?) at fastholde den principielle forskel på ægteskab og partnerskab.

Imidlertid formulerer de tre biskopper en bemærkelsesværdig enighed på et afgørende punkt.  Nemlig om, hvad uenigheden i Folkekirken drejer sig om. Karsten Nissen betoner, at det handler om en uenighed om selve evangeliet og dets konsekvenser. Drejergaard og Holm betoner, at det handler om forskellig opfattelse af, hvad kærlighed i kristen forstand er. Dermed har de tre biskopper tydeliggjort, at uenigheden i Folkekirken ikke blot drejer sig om en følsom etisk og sjælesørgerisk diskussion om kirkens holdning til homoseksuelle par eller om den kristne ægteskabsforståelse, men at det handler om det, som ifølge den lutherske bekendelse konstituerer den kristne kirkes enhed: evangeliets forkyndelse og kærlighedsbuddet.

En læsning af de mange høringssvar på det kirkeministerielle udvalgsarbejde sidste år fra præster, menighedsråd og enkeltpersoner bekræfter, hvor fundamental uenigheden er.  I høringssvarene er der en stor gruppe, der begrunder deres holdning ud fra Bibelen og den kristne tradition, mens der er en anden gruppe, der argumenterer ud fra moderniteten og bruger ord som ligestilling, menneskerettigheder, den moderne forståelse af kærlighed osv. Det gamle lutherske princip med Skriften alene står over for et nyt og lige så konsekvent princip: Moderniteten alene.

Folkekirken er et hus i splid med sig selv. Der er ikke længere et fælles normgrundlag, og det enkelte medlem må se i øjnene, at der inden for samme ydre kirkeordning er to forskellige forståelser af evangeliet, der gensidigt udelukker hinanden

Mit første møde med Indre Mission var ikke en succes. Jeg blev utryg midt i det hele, flygtede fra missionshuset, men blev indfanget og bragt tilbage på bænken. Måske bør jeg tilføje, at jeg nok var cirka fire år gammel og for første gang var i søndagsskole i det lokale missionshus. Det blev til 10 års søndagsskolegang med bibelhistorie og højtlæsning fra kristne børnebøger. Ind imellem blev der brugt flonellograf, men for det meste var det levende genfortællinger, hvor billederne blev til imens inde i et barnehoved. Der sidder de stadig, mange af dem. Og når jeg finder billederne frem, kan jeg stadig høre mine søndagsskolelæreres bibelfortælling for mig. 

Det blev primært andre grene af vækkelsesbevægelserne, Luthersk Mission, Kristeligt Forbund for Studerende og Dansk Bibel-Institut, som jeg senere blev knyttet til. Men det dybeste og ældste lag i min teologi blev lagt af mine forældre og af mine søndagsskolelærere. Når jeg skærer helt ind til benet og i få enkle sætninger skal sige noget ved et dødsleje, så er det denne del af min ballast, jeg griber til.

Mit arbejdsliv har ført mig rundt i landet til møder og foredrag, og jeg har ikke tal på de missionshuse, jeg har været i. Jeg har mødt dem på kirkebænken, i diakonalt arbejde og mange andre sammenhænge. Prototypen af en missionsmand er én, der slider på kirkebænken og på missionshusstolen. De har et punkt i deres hverdag, hvor de er alene med Gud med foldede hænder og en åben bibel. De omsætter troen til en synlig praksis ved måltider og fester og forsøger samvittighedsfuld og i erkendelse af egen skrøbelighed at leve troen ud i hverdagen. De bekymrer sig for mange ting, men har taget Kierkegaards formaning og alvor til sig ved først og fremmest at bekymre sig om én ting: Hvordan bliver man evig salig?  Og ellers er de lige så forskellige, ordinære eller originale, som danskerne er flest.

Jeg har mødt ringvirkningerne af deres virke rundt omkring. Mindst halvdelen er de flittigste kirkegængere i dette land er missionsfolk eller er blevet inspireret til det af missionsfolk. Kirkegang er gået dem i blodet, fordi de i deres familie eller deres opvækst er blevet præget af missionsfolk. Nogle gange skal man blot kradse lidt på overfladen hos en tilsyneladende sekulariseret københavner. Så møder man i dybden et kristent fundament, som via en række mellemled kan føres tilbage til en missionsmand m/k.

Jeg kender også karikaturen. Den snerpede, glædesløse og dømmende udgave, som er gengivet i Fiskerne af Hans Kirk, i Mads Skjerns søster i Matador, i Egon Clausens erindringer og mange andre steder. Jeg har endnu til gode at møde en missionsmand i virkelighedens verden, som svarer til karikaturen. Jeg udelukker ikke, at han eller hun findes, for snerpethed og dømmesyge findes i alle miljøer og i mange udgaver. Og jeg ved fra samtaler med mennesker, at nogle slæber rundt med en tung ballast, fordi de er vokset op i usunde missionske miljøer. De har stadig til gode at møde den ægte vare, den forening af alvor og glæde, der kendetegner en sand missionsmand eller –kvinde.

De værste fordomme mod missionsfolk har jeg besynderlig nok fundet i teologiske, faglige miljøer. Her kan missionsfolk skildres som nutidens spedalske, de er middelalderlevn, mørkemænd, enfoldige, besnærende, smittefarlige. Måske har teologiske miljøer en overvægt af mennesker, der fik deres missionske baggrund galt i halsen. Måske slår kulturelle modsætninger mellem jævne lægfolk og højtuddannede akademikere igennem.  

Den indremissionske vækkelse har mistet den folkelige gennemslagskraft, der gjorde, at der for 100 år siden var 25 % af den danske befolkning, som havde berøring med vækkelsen. Men rundt i små danske hjem, i missionshuse med mærkelige bibelske navne, på kirkebænke og i beslægtede kirkelige miljøer luer stadig en glød, der når som helst kan bryde i brand og gennemsyre det danske samfund på ny. Der er en urkraft gemt i barne- eller voksenhænder, der foldes i bøn. Man ved aldrig, hvad der kan ske, når Bibelen åbnes og læses, indtil hjerterne brænder. Vi lader lige sætningen stå et øjeblik: Der lurer en glød i den 150 år gamle bevægelse, der når som helst kan bryde i brand igen.

I mødet med københavnere i mit sogn er jeg ind imellem blevet spurgt: Er du indremissionsk? Så har jeg sagt noget i retning af: Nej, men jeg er noget, der ligner. Og tilføjet en tak for komplimentet og været stolt over at være blevet forvekslet med én af slagsen. Tillykke med jubilæet til en 150-årig.

Hej allesammen min mor og far skænes helt vilt o jeg er bange for at de skal skilles min far er rigtig stesset og min mor er meget deprimeret og det er jeg også selv hvad skal jeg gøre hjælp mig. Sådan skriver en elleveårig dreng til hjemmesiden ”morogfarskalskilles.dk”. Og han er ikke alene. Omkring 20.000 børn rammes årligt af forældrebrud.

Mere end 40 % af alle danske ægteskaber ender i dag med skilsmisse, og cirka halvdelen af de, der holder, fungerer dårligt. Ifølge udenlandske statistikker er tendensen, at mere end 65 % af alle andengangs ægteskaber ender med skilsmisse og 75 % af tredjegangs ægteskaber. Derudover oplever et antal på over 80 % af samboende par samlivsbrud. Det er svært at forholde sig til statistik og tal. Men det handler altså om rigtig mange børn og endnu flere mødre og fædre. Hvert samlivsbrud har ringvirkninger til familie, venner og arbejdskollegaer. Når det kommer tæt på os selv, og det bliver omsat til livshistorier og ansigter, skal man være en sten for ikke at blive dybt berørt.

Der er mange årsager til denne udvikling. Ægteskabet var før i tiden forankret i slægt, arbejdsliv, økonomi, lokalsamfund, moral, kirke, tradition og meget andet. I dag er det alene forankret i parrenes vilje til at holde sammen. Karriere, individualisme og utallige input fra kultur og massemedier udhuler igen og igen fundamentet under parforholdet.

Dertil kommer, at hovedstrømmen inden for kirken ikke længere er en stabiliserende faktor, men en del af problemet. Kirken er som helhed blevet tavs i etiske spørgsmål, der berører forvaltning af seksualitet og parforhold. Ægteskabsetik er blevet et tabu i kirken, ligesom sex var det for 50 år siden.

Der er en række årsager til kirkens tavshed, men især to. For det første er præsterne i flere generationer blevet opdraget til at forholde sig selektiv og kritisk til den etiske vejledning, der findes i Det Nye Testamente. Den historisk-kritiske læsning af Bibelen var oprindeligt et forsøg på at gennemskue Bibelens tilblivelsesproces og finde den historiske kerne. I denne sag bruges den mere som et alibi for at sortere og frasorte, hvad der er uacceptabelt i vores kultur. Hvad Jesus selv har ment om ægteskabet, ved vi ikke. Evangeliernes gengivelse af Jesu ord er ikke normativ vejledning for kirken, men reflekterer den daværende kulturs religiøse tanker, som slet ikke lever op til nutidens civiliserede tankegang. Den anden årsag til kirkens tavshed er filosoffen og teologen Løgstrup og hans disciples indflydelse. Løgstrups position var, at den rette handlen ikke lod sig udlede af bud og normer fra Bibelen, men var det enkelte menneskes valg og skøn i mødet med dets medmenneske. I praksis betyder det, at autoriteten i kirken ikke bliver Skriften, men tidens trend, og at præstestanden ofte bliver tavse om alt det, der har med ægteskabsetik og parforhold at gøre. Det overlades til den enkeltes ensomme valg, og den svage part må bære konsekvensen af andres valg og fravalg.

En kristen forkyndelse, som er tavs eller blot velsigner danskernes forvaltning af deres krisefyldte parforhold, gør naturligvis ingen forskel. Hvis den danske kirke skal kunne komme de trængte familier til undsætning, må den reformeres og vende tilbage til dens kilder. Her tænker jeg ikke mindst på det menneskesyn og ægteskabssyn, som findes i skabelsesberetningen og som bekræftes i Jesu forkyndelse og som reflekteres i kirkens vielsesritual.

Da Gud skabte mennesket, skabte han det som to køn. Kønsforskelligheden er en del af gudbilledligheden. De to køns samspil, tiltrækning og dans med hinanden kan skabe en ubrydelig enhed, når et par danner en juridisk, personlig, social og seksuel enhed i ægteskabet. I verden uden for paradiset er denne enhed og harmoni truet. Men i to af de ti bud – om ikke at bryde ægteskabet og ikke at begære næstens hustru – værnes om den ægteskabsforståelse, der er nedlagt i skabelsen af mennesket.

Når Jesus skal forholde sig til farisæernes indbyrdes diskussioner om skilsmisse og nyt ægteskab, henviser han til skabelsen og betoner, at hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille. I en verden med mange hårde hjerte kan skilsmisse være det mindste onde, men at løse en ægteskabelig krise ved at finde en ny partner strider mod Guds oprindelige bestemmelse. Samme pointe gentages i bjergprædikenen, hvor han også opfordrer til ærlighed – et ja skal være et ja og et nej skal være et nej. Men ikke mindst kaster han lys over ægteskabsrelationen i hans udfoldelse af, at kærlighed er villighed til at give afkald på sig selv og ofre og hengive sig for andre.

Ifølge Jesu forkyndelse lever vi alle af Guds ufortjente godhed og tilgivelse. Derfor var Jesus åben og rummelig og lukkede alle mennesker ind i sin discipelflok. Også mænd og kvinder med en tvivlsom ægteskabsmoral og blakket fortid. Men samme gruppe blev kaldet til en etik, hvor orienteringspunktet var Guds vilje med mennesket fra skabelsen. Syndernes forladelse er altid ubetinget i Jesu forkyndelse. Men modsat den moderne folkekirkelige variant er syndernes forladelse i Jesu forkyndelse aldrig syndernes tilladelse, men er forbundet med et kald til efterfølgelse af Guds vilje. Også i privatsfæren og i de nære relationer.

Resten af Det Nye Testamente tilføjer ikke så meget nyt. Paulus hylder både ægteskabet og det at leve single som en gave og en opgave. Han opfordrer til seksuel og kærlig trofasthed mod ægtefællen og betoner som Jesus selv, at enhver seksuel udfoldelse udenfor ægteskabet strider mod Guds skabervilje.

Hvad er kirkens opgave i forholdet til udviklingen i det danske samfund? Lad mig skitsere nogle hovedpunkter:

1)      At skabe nære, varme og stabile kristne fællesskaber med plads til alle med ondt i familien og alle andre, som lider under individualismens kolde ensomhed. Sagt med kirkefader Tertulians ord: Vi er et i sjæl og sind, og vi tøver ikke med at dele vores jordiske goder med hinanden. Alle ting er fælles hos os, undtagen vores koner! 

2)      At erindre danskere om det livsbekræftende gode, det er at orientere sig ud fra Guds oprindelige skabervilje, hvor kærligheden og seksualiteten har en tryg ramme i det livslange parforhold

3)      At bryde det moderne tabu i forhold til ægteskabs- og seksualetik, sådan at den del af Jesu forkyndelse får lov at udfordre og afsløre den egoisme og ensomhed, der præger danskernes forvaltning af deres privatsfære. Ikke for at vi skal fortvivle, når vi ser, at vi ikke lever op til Guds oprindelige vilje, men for at vi på den baggrund skal høre og modtage syndernes forladelse og få Guds vilje som orienteringspunkt for vores liv.

4)      Kirken skal forvalte ritualet og ægteskabsløftet efter dets ordlyd og forankring i Jesu forkyndelse. Det giver ikke mening, at den, som bryder ud af sit ægteskab og finder en ny partner, vil aflægge et nyt livslangt løfte, som samtidig cementerer bruddet på et tidligere aflagt løfte.

5)      Kirken skal sammen med alle gode kræfter i vores samfund mobiliseres til en diakonal indsats over for de mange ofre for familiens krise. Den skal forsøge at være til stede, ikke blot ved den kirkelige vielse, men også yde hverdagshjælp i form af ægteskabskurser og andre tiltag, der skal forebygge krise og fremme gode og stærke relationer.

6)      Vi, der er præster, har et særligt ansvar for det, Luther kalder hverdagens gudstjeneste: At integrere kærlighed, trofasthed og tilgivelse i vort eget familieliv, sådan at vi i vores menneskelige skrøbelighed bliver rollemodeller i vores privatsfære.

Denne praksis indeholder – udtalt eller uudtalt – en ny forståelse af ægteskabet og ægteskabsløftet. Ganske vist bibeholder man ordlyden og hele ritualet.  Men man forstår tilspørgslen som en hensigtserklæring. Parret svarer ja, fordi de vil udtrykke god vilje til at holde sammen hele livet. Men hvis livet arter sig sådan, at man ikke ser sig i stand til at fortsætte i parforholdet, er man ikke længere forpligtet, men er fri til at satse på et nyt forhold. På den måde kommer kirken utilsigtet til at velsigne samlivsbrud og løftebrud og i det hele taget det opbrud i kernefamilien, som hærger det danske samfund. Efter mit skøn garderer man sig ikke mod det misbrug, at den, som vælger at udskifte ægtefællen med nogenlunde samme interval som bilen, kan få kirkens velsignelse til en ny og yngre model igen og igen

På græsrodsplan og blandt en del præster lever den holdning stadig, at kirkens opgave er at forvalte det syn på ægteskabet, at det er en livslang og forpligtende troskabspagt mellem én mand og én kvinde. Vi finder det støttet af den almene erfaring, at lykken ligger i troskaben, og af den forståelse af ægteskabet, som er reflekteret i skabelsesberetningen og i Jesu forkyndelse. Vi ønsker at være og at skabe en modkultur til alt det, der truer de trængte parforhold og de mange ofre i forbindelse med samlivsbrud og forældrebrud.

Vi lever selv af Guds ufortjente godhed mod tvivlende og troløse mennesker og derfor vil vi gerne, at kirken skal være et åbent og stabilt fællesskab for alle – uanset livshistorie og baggrund.

Vi ønsker at værne om den ægteskabsforståelse, som reflekteres i ritualet for kirkelig vielse med en enkel og ligefrem forståelse af tilspørgslen som et livslangt og ukrænkeligt løfte.

Vi ønsker, at nøglebegreber fra privatsfæren som kærlighed, tilgivelse, troskab, barmhjertighed skal blive en erfaret virkelighed, først og fremmest som udtryk for Guds sindelag mod os. Men med ringvirkninger i alle de nære relationer, vi står i. Inklusiv være en forebyggende og helbredende relation i forhold til de kriser, som mange af os gifte par kommer ud for.

Det er denne positive dagsorden, som ligger bag, at en del præster – helt eller delvis – siger nej til at vie fraskilte. Vi får ind imellem en del ekstraarbejde, fordi det syn på ægteskab og kærlighed, som jeg her har skitseret, faktisk efterspørges blandt en del almindelige folkekirkemedlemmer, også uden for vores egne sogne. Ind imellem betyder det også, at vi må sende en forespørgsel om vielse videre til rådhuset eller til andre kollegaer. Dette kan jo, hvor der er god vilje og respekt, administreres inden for præsternes rådighedsordning og de frihedsordninger, Folkekirken takket være Grundtvig i 150 år har været velsignet med. For øvrigt samme Grundtvig, som ikke fandt det i overensstemmelse med sin kristendomsforståelse at vie fraskilte!