Kommentar sendt til KD d. 24. november
Den 23. november var en historisk dag. Det var den dag, hvor ordet ægtefælle blev omdefineret til at være et kønsneutralt ord. De grundlæggende byggesten i alle sociale og samfundsmæssige fællesskaber, ægteskab, forældreskab og kærnefamilie skal fremover forstås kønsneutralt. En mor og en medmor eller en far og en medfar har et stykke tid været sidestillet med to af de vigtigste ord i et barns liv, nemlig far og mor. Nu er turen kommet til ordet ægtefælle og ægteskab, og her skal folkekirkens ritualer cementere den sproglige nyskabelse. Hvilke skadevirkninger et sådant sprogligt overgreb mod vores biologiske og sociale grundstruktur vil afstedkomme, kan vi kun gisne om.
Det blev også en historisk dag i samspillet mellem Folketing og Folkekirke. Grundloven giver Folketinget mulighed for at blande sig også i indre kirkelige anliggender, men med enkelte pinlige undtagelser har Folketing og regering overladt beslutninger vedrørende teologi, forkyndelse og ritualer til Folkekirken selv. Der har været en kirkeminister, der har blandet sig i, hvilke salmer der skulle stå i salmebogen, før han ville anbefale den til autorisation. Et andet pudsigt eksempel er, da biskopperne i 1990 overlod en uenighed om ”blive” eller ”vorde” i Fadervor til den daværende kirkeminister. Men aldrig i hele Grundlovens historie har en kirkeminister blandet sig så direkte og eftertrykkelig i et så følsomt indre anliggende som denne gang. Han har besluttet, at et vielsesritual for et homoseksuelt par skal indeholde en erklæring om, at de nu er at regne for rette ægtefolk at være. I selve udformningen af et kommende ritual er Folkekirken og biskopperne tilsyneladende reducerede til samarbejdspartnere eller skrivende medarbejdere. Som det hedder på kirkeministeriets hjemmeside: Det nye vielsesritual vil blive udarbejdet i et tæt samarbejde med folkekirken, og biskopperne har tilkendegivet. I, at de vil indgå i dette arbejde. Ikke blot vil 90 mandater i Folketinget lovgive om, hvem Gud i Himlen har ret og pligt til at velsigne. Kirkeministeren vil tilsyneladende være aktiv i processen med at udforme, hvordan ordlyden i denne velsignelse skal være. Måske ikke i skriftlæsninger og bønner, men i at sikre, at formuleringerne og konklusionen (rette ægtefolk at være) bliver så kønspolitisk (eller ligestillingspolitisk) korrekt som muligt.
Alligevel tror jeg, at det største ansvar for denne uværdige beslutningsproces må placeres hos flertallet i bispekollegiet. I stedet for at gøre et teologisk arbejde ud fra kirkens grundbøger har bispeflertallet giftet sig med tidsånden og har med få års intervaller ajourført deres ægteskabssyn efter det, der for tiden er politisk korrekt. Det gør ondt at skulle sætte det på tryk, men jeg kan ikke se det andet, end at de har svigtet i forhold til det, der er det mest fundamentale i deres kald: at fastholde sig selv og menighederne i troskab mod kirkens grundlag.
Lokalmenigheder må derfor fremover finde deres ben at stå på uafhængigt af den kirkelige ledelse og de ritualer, der måtte blive autoriserede. Heldigvis er Folkekirken opbygget af sogne med stor lokal selvstændighed. Intet nyt ritual og ingen ny salmebog kan indføres, hvis ikke det lokale menighedsråd sammen med præsten godkender det. Lokale folkekirker har stadig mulighed for at forvalte kirkens klassiske ægteskabsforståelse og dermed være det værn om ægteskab og familieliv, som den kristne kirke historisk har været i 2000 år, og som den fortsat er det i de store og voksende kristne kirkesamfund i resten af verden.
Tags: minister for ligestilling og kirke, vielse af homoseksuelle par, ægtefælle
@Børge
Jeg ved at Folkekirken for Indre Mission samt Luthersk Mission er hjerte blod som i mange år har forsvaret på trods af udviklingen har vist at det kun var et spørgsmål om tid før homovielse i Folkekirken var en realitet. Jeg har svært ved at forstå at man både kan kritisere kirken som er blevet ret verdslig og flyder med tidsånden samtidig med man for enhver pris vil forsvare den på trods af den ikke mange steder mere hviler på Bibelens grundlag. Prøve at se på udviklingen indenfor den svenske kirke, hvor man truer med at fyre præster, hvis de ikke vil vie homoseksuelle par.
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/438616:Kirke—tro–Svenske-praester-paatvinges-vielsesret?all=1
Kan prisen for at forsvarer kirkens enhed for enhver pris ikke blive for høj i længden?.
Kære Kim. Jeg forsvarer ikke Folkekirken som helhed, men gør opmærksom på, at Folkekirkens lokale kirker har en selvstændighed, hvor man kan fortsætte med at være kirke i troskab mod kirkens grundlag. En kristen kirke kan klare sig uden biskopper, hvis præst og menighed står sammen om kirkens grundlag. Det er min pointe i den nuværende situation. Det er netop angrebet på den lokale præst og menigheds selvstændighed, der gør, at svenske præster er i en anden situation end os danske. I al fald indtil videre!