(sendt som kommentar til KD, d. 17. marts 2010)
Nej, jeg vil ikke forlade Folkekirken, hvis eller når vi får et ritual for vielse af registrerede par. Det gælder også, hvis det mest radikale forslag – det om et kønsneutralt ægteskabsritual – bliver gennemført og med tiden bliver en del af den ritualbog, der ligger på alteret om søndagen. Jeg vil godt udtrykke mig utvetydigt, sådan at ingen efterfølgende vil kunne sige, at jeg og andre forsøgte at forhindre et ritual ved at true med at forlade folkekirken og bagefter faldt til patten igen.
I stedet for vil jeg fortsætte med at gøre det, som vi i Emdrup menighed talte os til enighed om i 1997, da bispekollegiet offentliggjorde det, som var det egentlige principielle brud med kirkens 2000-årige syn på ægteskabet, nemlig indførelsen af en kirkelig markering af det registrerede partnerskab. Dengang besluttede vi i enighed at forblive i Folkekirken, men som lokalmenighed at profilere en anden holdning end flertallets. Det springende punkt er, om der fremover vil være frihed til dette i Folkekirken, og om kirkeministeren og kirkens ledelse vil sikre denne frihed. En række frihedsordninger, som tidligere var selvfølgelige, er i disse år under pres, og derfor kunne det være interessant at få tydeliggjort, hvor rummelig Folkekirken fremover vil være. Må en præst og en menighed fortsat profilere en anden holdning en flertallets?
1) En præst kan blive nødt til at lave en ”Poul Nyrup”, dvs. rive de kontroversielle sider af ritualbogen ud i fuld offentlighed. Naturligvis kan det også markeres mere diskret, men der er brug for en ekstraordinær tydelighed i kommunikationen. Mens lærepluralismen længe har været synlig i præsters forkyndelse, er det første gang, at det synliggøres i kirkens ritualbog. Forkyndelsesfrihed i denne sag må være en præcisering af retten til i forkyndelse og undervisning at give en tydelig teologisk begrundelse for, at en sådan praksis har naturen og Bibelen imod sig.
2) Den kirkelige lovgivning giver præster frihed til at sige nej, og her ved indkøringsfasen af et nyt ritual forsikrer alle, at denne frihed vil blive respekteret. Samtidig sikrer den kirkelige lovgivning, at alle folkekirkemedlemmer har ret til kirkelig betjening, også i deres sognekirke. I praksis betyder det, at et menighedsråd ikke kan bestemme, hvorvidt den nye praksis skal finde sted i deres lokale kirke. Med mindre man giver menighedsrådet lovhjemmel til at forbyde det, vil der blive et behov for, at kirkens personale får samme juridisk sikrede frihed som præsten til at sige nej til at medvirke. Det er uholdbart, hvis et menighedsråd ansætter personale, som er dybt involveret i kirkens budskab og værdier, hvis deres ansættelse dernæst tvinger dem til at medvirke i noget, som strider mod deres overbevisning.
3) Når den danske kirke vælger at indføre et ritual, som strider mod Bibelen, naturen og en tusindårig kristen tradition, ligger der en gennemgribende teologisk udvikling bag. Ritualet er toppen af et isbjerg, hvor de underliggende temaer er en anden forståelse af ægteskab, menneskesyn og frelsesforståelse. Vi bliver nødt til at se i øjnene, at vi i Folkekirken svarer forskelligt på det helt centrale spørgsmål: Er evangeliet syndernes forladelse eller syndernes tilladelse? I praksis betyder denne udvikling, at det gudstjenestelige fællesskab ikke lader sig opretholde. Det kan blive nødvendigt at bruge forkyndelsesfriheden til at undlade at deltage i fælles gudstjenester med præster, der er talsmænd for det nye ritual.
4) En komplicerende faktor er, at bispeflertallet har valgt side til fordel for et brud med bibel og bekendelse. Det betyder i praksis, at en præst kan risikere at skulle ordineres af og stå under tilsyn af én, hvis tro og praksis man ud fra selve præsteløftet tydeligt må modsige. Det er ikke optimalt for nogen af parterne. I praksis betyder det, at det formelle bånd mellem præst og biskop reduceres til, at man ikke vil hindre ens biskop i at udøve sit tilsyn, for så vidt dette sker på grundlag af bibel og bekendelse, og at en del af opfyldelsen af præsteløftet bliver at modsige tilsynsmyndighedens aktuelle udlægning af den kristne tro. Den egentlige åndelige vejledning på kirkens grundlag må ske gennem uformelle, men synlige ordninger, på samme måde, som at dansk kirkeliv fortsat rummer en række kirkelige bevægelser, der selv tager hånd om det åndelige tilsyn i deres arbejde. Med mindre man er villig til at lave en ”Grosbøll”, dvs. gøre det muligt for en præst og menighed at komme under tilsyn af en biskop uden for sit eget stift.