Børge Haahr Andersen

Jeg havde en  stærk påskeoplevelse i efteråret 2008, hvor jeg var på ferie og på familiebesøg i Hong Kong. For en dansker var det en mærkelig og fremmed verden at bevæge sig ind i. Hong Kong er på grund af sin særlige historie et mødested mellem østen og vesten, mellem kristendom og buddhisme, mellem moderne vestlig teknologi og gamle kinesiske traditioner.

Oven for byen Shatin ligger bjerget Tao Fong Shan, som bærer nogle umiskendelige spor af skandinavisk virksomhed. Dertil kom den berømte Kina-mission Reichelt først i 1900-tallet, og han brugte fem årtier af sit liv i samtale med kinesere og buddhister om liv og død og livet efter døden. Det særlige ved Reichelt var et ønske om at formidle de kristne grundsandheder i en buddhistisk kulturel klædedragt. Hans kirke ligner udefra et buddhistisk tempel, men ved nærmere eftersyn ses det, at det er apostle og ikke Buddha’er, der udgør udsmykningen. I dag – tres år efter hans virke – er der fortsat et mødested mellem kristendom og buddhisme i form af en kirke, et retrætested og et teologisk uddannelsessted. Som et symbol plantede Reichelt et kæmpekors, som kan ses nede fra byen, og som sammen med en række inskriptioner på kinesisk skal vække tilhørernes eftertanke.

Fra bjerget Tao Fons Shan er der udsigt til de titusinder Buddha’ers tempel, et meget fremmedartet og eksotisk sted for en vesteuropæer at besøge. Her ofrer praktiserende buddhister til forfædrene, sådan som det er skik i den kinesisk prægede del af buddhismen, og her møder man buddhistmunke i deres mærkelige dragter og eksotiske messesang. Hertil valfarter vestlige turister såvel som buddhister fra Kina og Hong Kong og betragter de mange tusinder buddha-figurer i alle mulige størrelse og former.

Min svoger, som arbejder i Hong Kong, havde på et tidspunkt en kineser med på bjerget Tao Fong Shan, og hun hjalp ham med at oversætte de kinesiske inskriptioner. Han genkendte forskellige bibelcitater og forklarede pointen med dem. Da hun kom til korset, sagde hun, at det var specielt, for der stod kun et kinesisk tegn, og det betød færdigt. Mon Jesus var færdig med rækken af reinkarnationer og var tilintetgjort i det store Nirvana, det, som er buddhismens mål?

Det varede lidt, før det gik op for min svoger, at ordet færdigt var en oversættelse af Jesu sidste ord på korset i Johannesevangeliet: Det er fuldbragt. Nej, det var ikke en uendelig kæde af reinkarnationer, der var afsluttet med Jesu død. Det var al dårlig karma og al skyld fra hele menneskeheden, som Kristus tog på sig og fjernede gennem sin stedfortrædende død. Det var det, som Jesus gjorde færdig i og med sin død. Det betyder, at han har sejret over skyld og død og har åbnet en vej til Paradis gennem døden. Sådan som han sagde det til den angrende røver: I dag skal du være med mig i Paradis.

En buddhist i den oprindelige østlige udgave har et fremtidshåb, der går ud på at oparbejde så megen god karma, at tilværelsens uendelige række af reinkarnationer kan brydes, og saligheden opnået ved at opløses i det store intet. Set fra en kristen vinkel er der noget mørkt og trøstesløst over dette livssyn. Korset, der lyser over millionbyen, påstår, at der er en anden mulighed og en anden virkelighed, nemlig den, der knytter sig til at følge Jesus fra Nazaret. Her er saligheden forbundet ikke med at blive befriet fra en række livscykluser, men at sætte sin lid til en anden, ham, som gennem sin død og opstandelse åbnede vejen tilbage til Paradis.

Tags: det er fuldbragt

Dette indlæg var indsendt den tirsdag, april 7th, 2009 kl. 13:15 og gemt under Ikke kategoriseret. Du kan følge alle svar på dette indlæg via RSS 2.0 feed'et. Du kan indsende en kommentar, eller linke tilbage fra din egen side.